Kortfattet historisk tilbageblik
Bornholms Lufthavn åbnede den 16. november 1940 med daglig
ruteflyvning til København. Landingsarealet var en pæreformet
græsbane på 700 x 550m.
Med Bornholms isolerede beliggenhed fik lufthavnen stor
betydning under krigen, hvor isvintre og minering af de danske
farvande vanskeliggjorde sejlads.
I 1941 var det totale passagertal 13.397.
I de følgende år udbyggedes Bornholms Lufthavn i takt med den
stigende trafik.
I dag fremstår Bornholms Lufthavn som en moderne lufthavn, både
hvad angår passagerfaciliteter og tekniske anlæg. Lufthavnens
terminalbygning, der blev opført i 1982, er på 3.000 m² og rummer
alle de faciliteter, der er nødvendige for at give passagererne en
god service. Teknisk er lufthavnen også veludrustet. Hovedbanen er
2.000 m lang og 45 m bred og kan derfor beflyves af flytyper op til
de store Airbus A300-fly, der har plads til omkring 290 passagerer.
Der er mulighed for instrumentindflyvning til begge baneender.
Bornholms Lufthavn drives af Trafikstyrelsen. Den daglige
indenrigsflyvning til København betjenes af Cimber Sterling, og i
sommerhalvåret er der charterflyvning til flere
udenrigsdestinationer.
Detaljeret historisk tilbageblik
Den første flyvning på Bornholm fandt sted den 1. juni 1912 fra
Galløkken ved Rønne. En hr. Severinsen havde på idrætsklubben
Vikings initiativ taget turen med damper til Bornholm medbringende
sit monoplan. En stor skare tilskuere overværede, at Severinsen
fløj i højde med trætoppene i ca. 1 minut.
Den virkelige interesse for indenrigsflyvning i Danmark voksede
frem i begyndelsen af 30'erne, hvor man flere steder i landet
begyndte at anlægge lufthavne. Med Bornholms isolerede beliggenhed
var det ikke svært at få skabt interesse for en lufthavn på
øen.
10. januar 1935:
På et møde med repræsentanter fra Rigsdagen, Rønne Kommune og DDL
(Det Danske Luftfartsselskab) besluttes det at etablere en
flyverute mellem København og Rønne. Der er enighed om at placere
flyvepladsen ved Arnager sydøst for Rønne.
1936:
Rønne Kommune køber området ved Arnager, hvor der dengang var ca.
80 tdr. land skov.
16. december 1936:
Der afholdes stiftende generalforsamling i aktieselskabet "Den
bornholmske Flyveplads".
Foråret 1937:
Arbejdet med rydning af skov og etablering af flyvepladsen
påbegyndes.
9. november 1939:
Luftfartstilsynet udsteder en godkendelse som midlertidig
flyveplads på særlige vilkår pga. den bløde bane.
28. november 1939:
DDL foretager den første ruteflyvning København-Rønne, men ruten
indstilles efter få dage - græstæppet er for medtaget, og der
mangler det nødvendige tekniske udstyr bl.a. radioudstyr.
6. september 1940:
Luftfartstilsynet udsteder godkendelsesbevis med tilladelse til
start og landing om dagen. Landingsarealet er en pæreformet
græsbane med en største længde af 700 m i retning NV-SØ og en
mindste længde af 550 m i retning NØ-SV.
16. november 1940:
A/S Den bornholmske Flyveplads indvies, og DDL starter straks
daglig regelmæssig ruteflyvning København-Rønne. I 1940 er
passagertallet 887, men allerede året efter stiger passagertallet
til 13.397.
November 1941:
Den første lufthavnsbygning indvies.
Foråret 1944:
Græsbanen forlænges til 1100 m.
1.januar 1947:
Staten overtager lufthavnen, som samtidig skifter navn til Rønne
Lufthavn.
27. oktober 1950:
SAS overtager beflyvningen af Rønne-ruten. DDL er nu sammen med
svenske ABA og norske DNL moderselskab for SAS.
1956:
En asfaltbane på 1600 x 45 m tages i brug, således at lufthavnen
kan beflyves af Convair Metropolitan-fly.
12. december 1961:
Den første egentlige terminalbygning tages i brug.
1969:
Startbanen forlænges til 2000 m i forbindelse med indsættelse af
Caravelle- og DC9-fly på Rønne-ruten og der etableres ILS på bane
29.
1977:
Den nuværende tårnbygning tages i brug.
4. maj 1982:
Den nuværende terminalbygning tages i brug.
Oktober 1982:
Maersk Air overtager beflyvningen af Rønne-ruten.
1983:
Der etableres Instrument Landings
System på bane 11.
25. oktober 1992:
Rønne Lufthavn skifter navn til Bornholms Lufthavn. Ændringen er
bl.a. et ønske fra det bornholmske erhvervsliv, med begrundelse i
en bedre mulighed for markedsføring af Bornholm.
13. maj 2002:
Cimber Sterling overtager beflyvningen af Bornholmsruten.
Maersk Air, som har fløjet på denne rute siden oktober 1982, har
besluttet at indstille beflyvningen af ruten, som de seneste år har
været tabsgivende.
1. juli 2005:
Danish Air Transport åbner en ny flyrute mellem København og
Rønne som konkurrent til Cimber Sterling.
Sommeren 2007:
Der etableres sommerruter til Hamburg, Oslo og Billund.
September 2007:
DAT stopper med postflyvning.
15. juli 2008:
DAT stopper beflyvningen af Bornholm
23. august 2009:
Wings of Bornholm åbner en ny flyrute mellem København og
Rønne som konkurrent til Cimber Sterling.
1. maj 2010:
Wings of Bornholm stopper operationerne.